Shoppen
Det er lørdag og jeg er på vej over for at hente Daniel. Denne weekend har jeg set frem til siden september sidste år. For nu er det race tid igen.
Vi skal kører dette års første downhill løb i Ry og jeg er mega spændt. Det er mit første race hvor jeg deltager på lige fod med alle andre. Den forgangene sæson kørte jeg med om lørdagen under kvalifikation og havde en intern fight med Nicolaj Birch fra Team Airtech.
Men i år er det for alvor.
Kvalifikation og træning
Vi ankommer til området hvor vi skal lave camp ca. kl. 9:00 og afventer vores venner fra Team Airtech, vi får sat en super fed camp op, og får gjort os klar til at tage op på sporet for at træne.
Første laver vi som altid en track walk og snakker linjevalg. Der er 2 hop jeg er lidt skeptiske over, den første ligger på sporet Min ven Simon og det andet ligger på sporet Død ko. Det første hop ender ud i nogle rødder og derefter en lang berm, det ser lidt skeptisk ud, og jeg vælger faktisk at kører uden om det under træningen. Min træning på spor 1 går ikke vildt godt, og jeg føler mig en lille smule usikker på cyklen.
Men alle er gode til at hjælpe og give fif, og det beroliger en helt vildt.
Træningen på spor 2 går lidt bedre, jeg kører uden om hoppet og det går op for mig at linjen er meget langsom, så jeg er nødt til at tage mig sammen og lære at tage hoppet.
Efter træning skal vi indskrives, og her går der lidt galt, og det stresser mig lidt. Vi aftaler med ledelsen at vi trækker op på toppen, mens vi står der oppe samme med nogle andre, vi får besked på at alle der ikke deltager i ryttermøde ikke må kører kval. Men med udsigten til at skulle kører ned af sporet og trække hele vejen op igen, vælger vi ikke at kører kval.
Lidt sure og skuffet, kører vi til bunden af sporet og forsætter ned til campen for at lave noget mad og kaffe.
Aftenen går med generalforsamling i foreningen Dansk Downhill, og vi får luftet nogle af de ting vi har været utilfredse med i løbet af vintersæsonen og op til sæsonstart.
Efter mødet, går der øl i den sammen med Team Airtech, det er mega fedt at bo i camp med nogle man er gode venner med, og det skaber fællesskab og god ånd, også på sporet.
Løbs dag
Det er blevet søndag og det er race tid!
Efter at have brugt lidt tid på at installere vores live stream grej, er vi klar til lidt træning. Jeg er mega nervøs for denne dag, det er mit første officielle race og føler alle øjne hviler på mig, min hjerne tænker hele tiden over at det kan gå galt, og det stresser mig helt vildt. Der er kun én chance for at lave en god tid, og jeg skal tage mig sammen for ikke komme sidst.
Jeg får taget mig sammen til at tage begge hop jeg var bange for, og de er faktisk ret nemme, og træning viser også jeg har ret godt styr på mine linjer. Jeg aftaler med Daniel at jeg start med at kommentere på vores live stream, og efter han har kørt, bytter vi.
Da Daniel kommer ned og kører rigtig godt, jeg ved godt Daniel er bedre end mig. Og jeg forventer ikke at kunne hamle op med det. Jeg hanker op i mig selv og min cykel og trækker op til toppen af spor 1. Der er lidt kø ved start, og min nervøsitet stiger gradvist med at det bliver min tur.
Endelig! Jeg står klar til start, og Nicolaj Birch sætter mig i gang, ved første pedal tråd stiger min puls til 180 slag i minuttet og alle mine sanser skærpes. Jeg forsøger at have fuld fokus på mine linjer som vi har snakket om, men jeg kommer lidt dårlig fra start og det påvirker mig psykisk. Men jeg føler jeg har ret godt styr på det, og jeg kommer godt ned af sporet. Jeg rammer det andet sidste hop og kommer fint igennem det, og til sidst ud over sidste hop og så i mål.
Da jeg kommer i mål, banker mit hjerte ud gennem brystkasse og brynje og jeg er helt færdig. Men jeg er total på toppen og høj af adrenalin. Desværre føler jeg at jeg godt kunne have kørt hurtigere. Men det er for sent.
Da alt kørsel er slut på spor 1, er der træning på spor 2. Jeg får trænet en enkelt gang. Jeg føler at spor 2 er mere teknisk end spor 1 og jeg har svært ved at blive i pedalerne. Men som på spor 1 kører Daniel først og jeg kører bag efter. Da jeg kommer op til toppen, er jeg igen nervøs og det kan helt sikkert ses da jeg sætter i gang.
Men jeg kommer helt ned uden at styrte og jeg føler faktisk jeg er mega sej. Det bedste ved Dansk Downhill cup er at alle hjælper og støtter hinanden på trods af forskellighed. Og jeg er en korpulent herre, men der er ingen fat shaming i cuppen. Folk støtter dig og giver dig klapsalver og hepper på dig, ud fra det niveau du er på. Den stø
rste konkurrence er mod dig selv.
Det er nok danmarks fedeste og hyggeligste race.
Jeg endte med en 29. plads ud af 37 på dagen, og det føler jeg faktisk godt jeg kunne have gjort bedre.
Derudover ligger jeg pt. På en 23. plads i den samlede cup og der er 5 løb endnu til at forbedre det. Hvilket jeg da håber på sker.
Husk at du kan følge Sporguide Race Team på. Raceteam.sporguide.dk
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.