Hareskoven

Bedømmelse af sporet

3.5 out of 5 stars

 

HARESKOVEN/NØRRESKOVEN:

Jeg har valgt at dele min beskrivelse af Det røde spor op i to dele, øst for Frederiksborgvej kaldet Nørreskoven og vest for Frederiksborgvej kaldet Hareskoven. Grunden til dette er at de er meget forskellige og at det er meget naturligt at køre dem hver for sig indtil man har opnået en form så man kan køre over 30km singletrack.

DET RØDE SPOR:

MTB sporet i hareskoven, også kaldet ”Det Røde Spor” er i alt ca. 26 km langt og løber igennem flere skove; Jonstrup Vang, Lille Hareskov, Store Hareskov, Nørreskoven m. fl. Sporet er anlagt i 2001. De forskellige skovtyper tilbyder derfor forskellige naturoplevelser fra løvskov til nåleskov og moser. Sporet er oprindelig udlagt med røde prikker på træerne og kørsel direkte på skovbunden. På grund af dets placering nær offentlig transport er Det Røde spor en meget velbesøgt MTB rute med gæster fra hele hovedstadsområdet. Ifølge Naturstyrelsen er sporet ”Danmarks mest benyttede MTB spor” med 183 ryttere pr. dag i gennemsnit og 646 som bedste dag.Når et spor bliver brugt af over 66.000 ryttere om året så bliver det slidt helt utroligt meget og det ændrer sig hele tiden afhængigt af vejret, i våde perioder er der ikke kun tale om mudder, men om vandhuller og i tørre perioder er det stenhårdt og pukkelagtigt bulet. Derfor foregår der et omfattende sporarbejde af flere grupper med hjælp fra mange frivillige. Det er Flowmafia, Red Team, Team hustler samt Naturstyrelsen med assistance fra MTB tours der står for sporarbejdet på sporene. Hareskoven er også en del af de 10 spir. 

Udover MTB, er der virkelig mange andre brugere af skoven Hundeluftere, heste, børnehaver, skoler, rollespillere, trailløbere, børnefamillier og ofte MTB løb, så tag meget hensyn og tal pænt (vi MTB’ere har desværre et dårligt ry)

IKKE ENSRETTET:

Man kan køre det røde spor i begge retninger og det giver både fordele og ulemper. Fordele er: 1. at man til enhver tid kan vende om. 2. der er i princippet dobbelt så meget spor (52km) 3. man kan kombinere sin egen rute og bruge det utal af sidespor, stier grusveje som der er i skoven (og undgå noget mudder). 4. en hård opkørsel kan få sekunder efter blive til en fed nedkørsel. Ulæmper: 1. modgående trafik giver risiko for sammenstød. 2. det giver begrænsninger og ekstra arbejde til sporbyggerne (der er altid brug for flere frivillige sporbyggere)

OBS ! Når man møder modkørende på en bakke så er det den nedadkørende som giver plads. Gør opmærksom på dig selv ved snævre passager og dårligt udsyn ved at give lyd i en venlig tone.

STARTEN:

Der er mange steder at starte en tur på Det røde spor, men det mest oplagte er at parkere ved eller tage toget til Skovbrynet st. Hvis du starter på P-pladsen under motorvejen og så cykler under jernbanen og til venstre af vejen ca 30m og op ad en lille vej, så finder du Hareskoven-sporet på højre side næsten med det samme. Nørreskoven-sporet finder du ved at cykle under jernbanen, til højre og så følg vejen ca 400m til en lille P-plads hvor du kan se et spor-skilt i den nordlige ende.

Andre steder at starte fra kunne være Hareskoven st. (tæt på mtb-tours.dk udlejning og guide), Bryggeri Skovlyst (midt i Hareskoven og lige ved sporet) eller P-pladsen ved Halvvejshuset Frederiksborgvej 111 (pølser, is, energi, trykluft).

 

 

BESKRIVELSE AF TUREN I HARESKOVEN:

Det første stykke efter starten ved Skovbrynet st. er et bygget stykke spor som har et fint flow og med mange små udfordringer i form af pukler, rockgarden, smalle lave broer bygget i træ (begynder skinny) og lækre oplagte sving (berm). Derefter kommer der et langt stykke spor på skovbunden og det er faktisk ret godt, men med jævne mellemrum er det helt ødelagt af tusindvis af dæk som har pløjet sig ned i mudderet. Indimellem er der fine korte stykker som er renoveret Denne del af skoven er relativt flad og i en tør periode en god begyndertur.

Sporet er rigtigt godt mærket op med røde prikker og pile i begge retninger, så det er relativt nemt at finde vej, også uden GPS.

Mit GPS spor fører dig fra Skovbrynet st. rundt i Hareskoven, over Frederiksborgvej og sydpå tilbage til Skovbrynet st. ca 20km.

BESKRIVELSE AF TUREN I NØRRESKOVEN:

Alle de bakker og fede op og nedkørsler som mangler i Hareskoven, finder du her og de stejle skråninger er udnyttet til at lave allemulige lækre detaljer der gør turen mere udfordrende, desværre er opmærkningen blevet glemt lidt og det er en skam, man kan dog sagtens finde vej. Der er et stykke skovvej man skal følge igennem et privat stykke af skoven, men når det er overstået begynder det sjove igen. Det er helt klart værd et følge sporet nordpå til enden og så vende om og køre tilbage samme vej, ellers er der også alternative spor i dette område. Nok ikke en begyndertur.

Mit GPS spor fører dig fra Skovbrynet st. op i Nørreskoven, tilbage samme vej og hen forbi Halvvejshuset og til nordenden af Hareskovsporet.

OPSUMERING:

  1. Mange andre i skoven.
  2. Modkørende på sporet.
  3. Mudder.
  4. Godt markeret(Hareskoven)
  5. Stejle bakker(Nørreskoven)
  6. Varieret.
  7. Ofte sporarbejde-ændret sporforløb.
  8. Tæt på offentlig transport.
  9. Cykeludlejning og guide.
  10. Spisesteder undervejs.

 

Jeg har mest lyst til at give Det Røde Spor 5 stjerner pga. at det er varieret, både fladt, bakket, svært, let, naturligt og bygget, godt mærket op, let at komme til uden bil, kan køres igen og igen frem og tilbage på nye måder og så har det en god længde så man ikke behøver at køre de samme 8 km 3-4 gange for at være mæt. Desværre er Hareskoven plaget af meget mudder og slid og Nørreskoven er ikke mærket perfekt op. Disse to ting trækker ned og jeg ender med at give 3,5. Så er du bruger af skoven, så kan det anbefales også at deltage i sporarbejdet.

Skrevet af: Ullr L. Ott

Kort over parkering

Download sporet i Nørreskoven til din GPS Download

Download sporet i Hareskoven til din GPS Download

Læs mere om sporbyggerne ved at klikke på deres navne.

Flowmafia

Red Team

Team Hustler

Naturstyrelsen

MTB Tours

Læs mere om de 10 spir HER

Din mening tæller

[Total: 0   Gennemsnit: 0/5]

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.