Heidi’s oplevelse med Dansk Downhill Cup i Mols Bjerge

Weekenden d. 18-19 August deltog jeg i mit første Down Hill race. Det var Rasmus Skovbo der fik mig lokket med, tak for ”skubbet” mega fed oplevelse. Jeg glædede mig meget til at deltage, men da det så blev lørdag som var træningsdag, begyndte nervøsiteten ellers at indfinde sig.

Hvad havde jeg nu rodet mig ud i?

Inden træningen tjekkede jeg dele af sporerne ud til fods, for at finde den rigtige linje jeg skulle køre. Faktisk lærer man også rigtig meget ved at kigge på hvordan de andre kører sporet.

Så på med grejet og fat i cyklen, og så kravlede jeg op i start tårnet med Trek tøsen.

Der sker altså et eller andet i hovedet på mig når jeg får hjelmen på, væk var nervøsiteten og så var jeg klar til fart og udfordringer.

Træningen gik super fint, det blev til nogle ture på begge spor. Det var lidt af en kamp at slæbe cyklen op til toppen igen. Den er altså tung sådan en DH-bandit, ingen forkælelse med lift her. Min svigersøn Gregers Pedersen var så flink til at komme mig til undsætning.

Det blev også til et enkelt styrt denne gang, der var 3 store gaps på spor 2. Det nederste gap lå faktisk bedst for mig, da landingen der var mest jævn. Jeg var meget i tvivl om hvilken hastighed jeg skulle køre med for at nå over de 2 øverste gaps. Som det kan ses på billedet, blev det til en tur i brombærkrattet.

Første hop var helt perfekt, dog smuttede min fod på pedalen. Det der så gik galt ved andet hop var, at jeg trak lidt for meget op i styret og trådte lidt for dybt i pedalerne, jeg skulle da helst ikke miste fodfæste igen. Resultatet blev en hård landing på baghjulet, så der måtte jeg jo lige en tur i brombær krattet. Selvfølgelig har jeg både knæ – albue og krops beskyttelse på, men lidt blodige arme fra krattet og blå mærker blev det dog til.

Søndag blev det så race day med omkring 30 deltagere, hvoraf vi kun var 3 kvinder, som deltager på lige fod med mændene. Det kunne være rigtig fedt hvis der var flere kvinder med, så kunne vi nemlig få vores egen klasse. Håber at vi i løbet af vinteren kan få kontakt til nogle kvinder der kunne tænke sig at starte i cuppen næste år. Vi skal egentlig kun være 5 kvinder for, at få vores egen startgruppe.

Det var et super fint angement som var stablet på benene, og udsigten udover Mols Bjerge kan jo næsten tage pusten fra en hver, også dem som ikke cykler.

Stemningen derude var helt i top og alle snakker med alle selvom man er ’’konkurrenter’’.

Weekenden inden DH-cuppen var der planlagt en workshop for kvinder, desværre blev den ikke til noget pga.

manglende tilmeldinger. Det kunne være dejligt hvis vi kunne samle en flok kvinder til foråret 2019 som kunne have lyst til at prøve kræfter af med Down Hill.

Det er jo ikke mere vildt end hvad man gør det til, man bestemmer jo selv farten, og så er der er altid en chicken-line ved gaps osv.

Jeg håber dette indlæg vil kunne give andre lyst til at prøve kræfter med Down Hill. Der er kun en vej og det er ned… Ses vi?

Jeg vil også gerne takke min mellemste datter Therese for hendes store opbakning, hun var en solid cheerleader den søndag. Hun ofrede fx hendes Adidas Boost til 1800 kr. for at se hendes mor køre på cykel (hun er ikke vant til det cykelmiljø). Hun bar en Fransk Bulldog hund op og ned ad bakkerne fordi hans små fede lår røg i kambollage med brombærrene. Så selvom hun ikke synes noget der vedrører en cykel, er det fedeste i hele verden, havde hun en rigtig god dag og hyggede sig i godt selskab. Så det er hermed en opfordring til folk om at komme ud på sporene, og bare have en sjov dag.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.